Torsdag 27. februar kl. 19.00

Vi har alle sammen hemmeligheder. Og pinlige ting i bagagen. Og vi har helt sikkert masser af fordomme om både os selv og andre. For hvad ville folk ikke tænke om en, hvis de vidste, at man tissede i sengen til man var 22? Og er der overhovedet noget sjovt i at vågne op midt i en blanding af dynebetræk og en kropsvarm udgave af Gardasøen? Svaret er ja… Anne Bakland er Vendelbo – from the true north! Deroppe, hvor en mand (m/k) er en mand, der ejer en nedlagt minkfarm og fik sin første trailer i konfirmationsgave. Hvor følelser er noget, man udtrykker i mængden af brun sovs på tallerkenen, og der ikke bliver spildt et ord mere end højest nødvendigt.   Så det er med utroligt velvalgte ord, at hun hænger sit mentale vasketøj op og leverer sine tanker om rejsen fra nattevådt barn med traumer om ringeapparater og gummilagener, over en super akavet pubertet til et voksenliv der viser sig at være lige så svært at sove igennem til, selvom lagenerne er klart tørrere i dag.